Hej alle
Så skete det: så røg jeg ned i et hul. Efter en uges hyggelig arbejde hjemme på gården er jeg brugt op mentalt. Så meget at jeg tog mig selv i, opgivende, at kigge ind i en hvid væg og være helt væk, i går, tirsdag. Hele kroppen var langsom, tung og mine ben rystede. Jeg indså, at det bedste ville være at trække mig væk, for jeg kunne mærke at alle sanser var oppe at køre, især misofonien (som omhandler lyde der fremkalder følelser) jeg er sikker på at jeg har og døjer med i dagligdagen. Alt var oppe at ringe, og det var ikke nemmere at sidde ved middagsbordet og blive udspurgt, når jeg har svært ved at sætte ord på mine følelser og tanker.
Jeg synes selv at jeg har været god til at fornemme hvornår de her perioder kommer, men for 2-3 år siden var den virkelig slem - jeg lukkede mig helt inde, og kom ikke i bad i 2 uger. Jeg fik intet godt og ordentligt at spise - det mindede mest af alt om et såret dyr som kryber tilbage i sin hule. Det her symboliserer egentlig meget godt hvordan jeg havde det, psykisk, på det tidspunkt. Så denne "episode" jeg bøvler med lige nu, er ikke særlig slem, men den tærer hårdt på mig, og ikke mindst omgivelserne, som egentlig bare gerne vil hjælpe men ikke ved hvordan de skal, og jeg kan ikke forklare det.
Hyggeligt, ikke? :O)
